Udvandet fokus

For en måneds tid siden lyttede jeg til et radioindslag omkring et alvorligt emne. PTSD og overbelastningsskader blandt politibetjente. Det var min gode ven Michael Molin, der blev blev interviewet i anledning af den tv-dokumentar og bog, som han har lavet om samme emne.

Han blev dels spurgt om sin egen historie som politibetjent, dels spurgt om sit syn på problemet som helhed, og han kom med nogle solide, alvorstunge svar. Svar som krævede koncentration for at sætte sig ordentligt ind i problematikken. Det var ikke et emne, man kunne skøjte let henover.

Desværre havde radiostationen valgt at afspille et musikloop nedenunder interviewet, så det var svært at koncentrere sig ordentligt om det, som Michael sagde. Ens tanker blev forstyrret af en to-dimensionel poprytme, som ikke ydede det alvorlige emne retfærdighed.

Nu hører jeg yderst sjældent radio, ja, det er faktisk flere år siden, jeg sidst har hørt radio, og jeg er sikkert bare blevet en dinosaur; et fossil af den gamle skole. Men jeg var alligevel overrasket over, at en ellers seriøs radiostation, Danmarks Radio, kunne finde på at lægge musik nedenunder et substantielt interview. Jeg forstod det ikke.

Virkelighed og støj

Jeg begyndte at høre lidt mere radio den efterfølgende tid, og opdagede, at det er blevet mere reglen end undtagelsen at lægge musik nedenunder interviewene. Hvorfor?

Er det virkelig nødvendigt for at fastholde folks opmærksomhed? Er deres ord ikke stærke nok i sig selv? I så fald er der måske noget galt med den journalistiske linje på radiostationen? For er det ikke journalistikkens opgave at gøre virkeligheden interessant, vedkommende og fængende ved at rapportere den præcis, som den er?

Det er i hvert fald den journalistiske skole, jeg er opdraget i. Hvis emnet, interviewpersonen og spørgeteknikken er på plads, så er der ikke behov for yderligere. Det er rigeligt stærkt i sig selv. Hvorfor lægge yderligere støj på?

Splittet fokus

Det fik mig til at reflektere over vores måde at bruge opmærksomheden på i dag, og jeg begyndte at lægge mærke til flere steder, hvor vi uden at stille spørgsmålstegn ved det har taget et splittet fokus af vores opmærksomhed ind i livet og gjort det til normen.

Det oplagte er naturligvis vores brug af smartphones samtidig med, at vi laver alt mulig andet. Eksempelvis kan jeg efterhånden dårligt føre en samtale med andre i mere end ti minutter, før de tager deres smartphone op af lommen for at tjekke den for beskeder og notifikationer. Hvis den da ikke ligger på bordet foran dem og forurener samtalen med sin blotte tilstedeværelse. De konstante lyde fra notifikationerne er også utroligt distraherende. Hvorfor slå vi dem ikke fra? Så vigtige er de vel heller ikke?

Et lignende eksempel er de håndværkere, der går og laver tag uden for mit vindue i disse dage. Jeg hører dem skrue og hamre i få minutter ad gangen, og så bliver der stille. Hver gang jeg tjekker, hvad de foretager sig i de stille perioder, så står de og kigger på deres smartphone. Jeg vil vove den påstand, at de bruger mere tid på det, end hvis de skulle ryge. Hvor meget tid bliver der reelt arbejdet i, og hvor effektiv er den tid i sidste ende, når de hele tiden lader sig afbryde af deres smartphones?

Altid flere ting

Det er også værd at nævne lydbøger som et eksempel. De er ekstremt populære, og det er på lydbøger, at konkurrencen på det litterære marked finder sted i øjeblikket. Det er næsten umuligt at sælge rigtige bøger trykt på papir efterhånden. Det er mestendels e-bøger og lydbøger, der sælger. Især lydbøger.

Det fortæller os noget om, at vi ikke længere kan nøjes med kun at foretage os én ting ad gangen. Vi kan ikke længere bare gå tur, køre bil, ordne have, ligge på sofaen eller lave mad. Vi skal have yderligere sanseinput oveni. Hvorfor?

Er det virkelig så svært at være til stede i livet, at vi har brug for at bedøve vores hjerne med yderligere sanseindtryk, så vi ikke er tvunget til at mærke os selv i den ene aktivitet, vi foretager os? Er det det, der er årsagen? Hvad er der blevet af bare at læse en bog og glemme tid og sted som et lille barn, der leger, fordi historien er velskrevet og stærk nok i sig selv?

Koncentrationen er væk

Hvad årsagen end er, så har vi efter min bedste overbevisning fået et udvandet fokus. Vi kan ikke længere nøjes med at foretage os én ting og have fuld opmærksomhed i den ene ting. Vi føler behov for at kombinere det, som vi foretager os, med noget andet. Vores sanser har brug for konstant input af en eller anden karakter, før vi kan udføre vores egentlige gerning — hvad den end er.

Vores evne til at koncentrere os er ganske enkelt gået fløjten. Hvis ikke vi hele tiden afbryder os selv i det, vi laver, så følger vi ikke normen. Men er det virkelig en norm, som vi har lyst til at følge? Er det den måde, vi udvikler os bedst på som mennesker?

Udvikling eller afvikling?

Jeg er ikke ekspert på området, men jeg frygter, at vi gør os selv en bjørnetjeneste ved at udvande vores fokus på den måde. Jeg har i hele mit liv kun erfaret, at personlig udvikling, opmærksomhedstræning og vedvarende opbygning af diverse evner kræver et uforbeholdent og koncentreret fokus igennem længere tid for at virke. Ellers sætter det sig aldrig rigtig fast i hverken bevidstheden eller nervesystemet.

Konsekvensen er, at vi ikke flytter os, selv om vi gør en indsats, for vores indsats er for fragmenteret til at sætte sig dybt i vores bevidsthed. Den kradser i overfladen, og det kommer der som regel ikke ret meget ud af. Vores oplysningsniveau synker da til laveste fællesnævner, og efterhånden som vi vænner os til denne måde at arbejde med vores opmærksomhed på, forsvinder vores evner til koncentreret tænkning helt.

Det er der potentielt katastrofale følger forbundet med, for uden den er det svært at forholde sig kritisk til omverdenenen — herunder den altafgørende udvikling af den, som det er vores ansvar finder sted. For uden udvikling har vi kun afviklingen tilbage, og hvem har lyst til at afvikle sig selv? Eller er det allerede der, vi er?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *