Kunsten at tage livet ind

Noget af det sværeste som forfatter er at sætte sig ned og skrive. Det lyder jo helt paradoksalt, men det er faktisk rigtigt. Ikke fordi vi ikke ved, hvordan vi skal skrive. Ej heller fordi vi ikke ved, hvad vi skal skrive. Og da slet ikke fordi vi ikke ved, hvorfor vi skriver. Alt det ved vi bedre end nogen anden. Det er derfor, vi er blevet forfattere.

Det handler om en af de ting, man aldrig lærer på et skrivekursus, i skolen eller for den sags skyld på youtube-universitetet. Noget der ofte bliver betragtet som uproduktivt og dømt ude som præstationsangst med dertil hørende undgåelsesadfærd. Men det er det langt fra. Det er faktisk det stik modsatte, så længe det gøres fokuseret.

Livets absorbering

Vi har med evnen til at absorbere livet at gøre. Alt det liv omkring os, som vi på den ene eller anden måde absorberer hele tiden. Enten gennem at deltage aktivt i det og lagre det som et minde i vores system, eller ved slet og ret at observere det.

Alle forfattere er forskellige af både håndværk og natur, men vi har den ene ting til fælles, at vi er nødt til at absorbere livet. Det er det, der giver os noget at skrive om. Uden evnen til at tage livet ind, kommer der ikke meget skrivekunst ud den anden vej.

Det er her, vi nogle gange går galt i byen og tror, at vi gør noget forkert ved IKKE at sætte os ned for at skrive hele tiden. Men det passer ikke. Det er faktisk altafgørende for vores skrivekunst, at vi ikke sidder og skriver konstant, men derimod bruger vores tid på at absorbere livet omkring os på forskellige måder.

Jeg vil vove den påstand, at jo bedre vi er til at absorbere livet, desto bedre forfattere bliver vi. Dybden af vores absorberingsevne er proportional med dybden af vores skrivekunst. Af samme årsag er det en vigtig aktivitet for en forfatter at lave alt muligt andet end at sidde og skrive, så længe aktiviteterne har fokus på at tage livet ind.

En del af håndværket

Efter min mening misforstår vi ofte den del af forfatterhåndværket og kaster skyld og skam på os selv, fordi vi ikke producerer blændende tekster otte timer dagligt eller mere. Det er der selvfølgelig nogle forfattere, der gør (og de må have en helt speciel drivkraft) men det er et fåtal. For de fleste forfattere kommer skrivekunsten i bølger, og de bølger er drevet vores evne til at tage livet ind.

I det øjeblik vi accepterer den præmis som den grundlæggende drivkraft i vores forfatterhåndværk, bliver det meget lettere at fokusere vores absorberingsproces mod skrivekunsten. Vi undgår da at falde i fælden med at foretage os ligegyldige ting, der ikke er andet end undgåelsesadfærd i forhold til det at sætte sig ned at skrive. En form for angst for om vi er gode nok. I sig selv et dårligt argument for hvad skal vi være gode nok i forhold til?

Alle forfattere er forskellige. Det giver ikke mening at være god nok i forhold til noget som forfatter. Vi skriver det, det kommer. Derefter bearbejder vi det, vi har skrevet. Nogle gange er bearbejdelsen lang. Andre gange kort. Længere er den ikke. Uanset hvad er processen vores og ingen andres. Der er ikke noget at måle sig op af ud over vores egne forventninger, men hvorfor forvente noget, som vi ikke kender på forhånd? Det giver ingen mening, men det er den angst, der afholder forfattere fra at sætte sig ned at skrive.

En ny konstant

Vi kan tage hele fænomenet ud af ligningen ved at sætte absorberingspræmissen ind som den første og mest grundlæggende konstant i livet som forfatter. Altså at give sig selv lov til at absorbere livet. Specifikt med det fokus at skulle skrive om det på et tidspunkt, men uden at vide hvornår eller hvordan. En eller anden dag vil det dukke op i vores skriverier, og når det gør, vil vi genkende det og huske den sammenhæng, det indgik i, og det vil trække mere med sig ned på papiret.

Resultatet er en større afslappethed over for ikke hele tiden at sidde og banke linjer af. Samtidig får vi et bedre forfatterfokus i de måder, hvorpå vi absorberer livet. Vi kan til hver en tid sige til os selv, at det, vi foretager os lige nu, gør vores skrivekunst dybere, stærkere og mere solid. Dermed understøtter vores tid væk fra selve skriveprocessen de ord, sætninger og afsnit, som vi på et eller andet tidspunkt får en ubændig trang til at sætte på skrift.

Prøv det næste gang, du tager dig selv i at føle, at du burde skrive, men du vælger at lave noget andet i stedet for. Transformér den følelse til accepten af, dit skrivehåndværk lige dér handler om at absorbere livet på en given måde, og at det nu er din opgave at fokusere på netop det. Tag fri fra det at banke linjer af med god samvittighed, og koncentrer dig i stedet om at dykke ned i livet, så du en dag kan skrive om det. Jeg er sikker på, at du over tid vil opdage, at du ikke bare kommer til at skrive bedre af det; du gør også dit liv bedre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *