Kunsten at tage livet ind

Noget af det sværeste som forfatter er at sætte sig ned og skrive. Det lyder jo helt paradoksalt, men det er faktisk rigtigt. Ikke fordi vi ikke ved, hvordan vi skal skrive. Ej heller fordi vi ikke ved, hvad vi skal skrive. Og da slet ikke fordi vi ikke ved, hvorfor vi skriver. Alt det ved vi bedre end nogen anden. Det er derfor, vi er blevet forfattere.

Det handler om en af de ting, man aldrig lærer på et skrivekursus, i skolen eller for den sags skyld på youtube-universitetet. Noget der ofte bliver betragtet som uproduktivt og dømt ude som præstationsangst med dertil hørende undgåelsesadfærd. Men det er det langt fra. Det er faktisk det stik modsatte, så længe det gøres fokuseret.

Livets absorbering

Vi har med evnen til at absorbere livet at gøre. Alt det liv omkring os, som vi på den ene eller anden måde absorberer hele tiden. Enten gennem at deltage aktivt i det og lagre det som et minde i vores system, eller ved slet og ret at observere det.

Alle forfattere er forskellige af både håndværk og natur, men vi har den ene ting til fælles, at vi er nødt til at absorbere livet. Det er det, der giver os noget at skrive om. Uden evnen til at tage livet ind, kommer der ikke meget skrivekunst ud den anden vej.

Det er her, vi nogle gange går galt i byen og tror, at vi gør noget forkert ved IKKE at sætte os ned for at skrive hele tiden. Men det passer ikke. Det er faktisk altafgørende for vores skrivekunst, at vi ikke sidder og skriver konstant, men derimod bruger vores tid på at absorbere livet omkring os på forskellige måder.

Jeg vil vove den påstand, at jo bedre vi er til at absorbere livet, desto bedre forfattere bliver vi. Dybden af vores absorberingsevne er proportional med dybden af vores skrivekunst. Af samme årsag er det en vigtig aktivitet for en forfatter at lave alt muligt andet end at sidde og skrive, så længe aktiviteterne har fokus på at tage livet ind.

En del af håndværket

Efter min mening misforstår vi ofte den del af forfatterhåndværket og kaster skyld og skam på os selv, fordi vi ikke producerer blændende tekster otte timer dagligt eller mere. Det er der selvfølgelig nogle forfattere, der gør (og de må have en helt speciel drivkraft) men det er et fåtal. For de fleste forfattere kommer skrivekunsten i bølger, og de bølger er drevet vores evne til at tage livet ind.

I det øjeblik vi accepterer den præmis som den grundlæggende drivkraft i vores forfatterhåndværk, bliver det meget lettere at fokusere vores absorberingsproces mod skrivekunsten. Vi undgår da at falde i fælden med at foretage os ligegyldige ting, der ikke er andet end undgåelsesadfærd i forhold til det at sætte sig ned at skrive. En form for angst for om vi er gode nok. I sig selv et dårligt argument for hvad skal vi være gode nok i forhold til?

Alle forfattere er forskellige. Det giver ikke mening at være god nok i forhold til noget som forfatter. Vi skriver det, det kommer. Derefter bearbejder vi det, vi har skrevet. Nogle gange er bearbejdelsen lang. Andre gange kort. Længere er den ikke. Uanset hvad er processen vores og ingen andres. Der er ikke noget at måle sig op af ud over vores egne forventninger, men hvorfor forvente noget, som vi ikke kender på forhånd? Det giver ingen mening, men det er den angst, der afholder forfattere fra at sætte sig ned at skrive.

En ny konstant

Vi kan tage hele fænomenet ud af ligningen ved at sætte absorberingspræmissen ind som den første og mest grundlæggende konstant i livet som forfatter. Altså at give sig selv lov til at absorbere livet. Specifikt med det fokus at skulle skrive om det på et tidspunkt, men uden at vide hvornår eller hvordan. En eller anden dag vil det dukke op i vores skriverier, og når det gør, vil vi genkende det og huske den sammenhæng, det indgik i, og det vil trække mere med sig ned på papiret.

Resultatet er en større afslappethed over for ikke hele tiden at sidde og banke linjer af. Samtidig får vi et bedre forfatterfokus i de måder, hvorpå vi absorberer livet. Vi kan til hver en tid sige til os selv, at det, vi foretager os lige nu, gør vores skrivekunst dybere, stærkere og mere solid. Dermed understøtter vores tid væk fra selve skriveprocessen de ord, sætninger og afsnit, som vi på et eller andet tidspunkt får en ubændig trang til at sætte på skrift.

Prøv det næste gang, du tager dig selv i at føle, at du burde skrive, men du vælger at lave noget andet i stedet for. Transformér den følelse til accepten af, dit skrivehåndværk lige dér handler om at absorbere livet på en given måde, og at det nu er din opgave at fokusere på netop det. Tag fri fra det at banke linjer af med god samvittighed, og koncentrer dig i stedet om at dykke ned i livet, så du en dag kan skrive om det. Jeg er sikker på, at du over tid vil opdage, at du ikke bare kommer til at skrive bedre af det; du gør også dit liv bedre.

Udvandet fokus

For en måneds tid siden lyttede jeg til et radioindslag omkring et alvorligt emne. PTSD og overbelastningsskader blandt politibetjente. Det var min gode ven Michael Molin, der blev blev interviewet i anledning af den tv-dokumentar og bog, som han har lavet om samme emne.

Han blev dels spurgt om sin egen historie som politibetjent, dels spurgt om sit syn på problemet som helhed, og han kom med nogle solide, alvorstunge svar. Svar som krævede koncentration for at sætte sig ordentligt ind i problematikken. Det var ikke et emne, man kunne skøjte let henover.

Desværre havde radiostationen valgt at afspille et musikloop nedenunder interviewet, så det var svært at koncentrere sig ordentligt om det, som Michael sagde. Ens tanker blev forstyrret af en to-dimensionel poprytme, som ikke ydede det alvorlige emne retfærdighed.

Nu hører jeg yderst sjældent radio, ja, det er faktisk flere år siden, jeg sidst har hørt radio, og jeg er sikkert bare blevet en dinosaur; et fossil af den gamle skole. Men jeg var alligevel overrasket over, at en ellers seriøs radiostation, Danmarks Radio, kunne finde på at lægge musik nedenunder et substantielt interview. Jeg forstod det ikke.

Virkelighed og støj

Jeg begyndte at høre lidt mere radio den efterfølgende tid, og opdagede, at det er blevet mere reglen end undtagelsen at lægge musik nedenunder interviewene. Hvorfor?

Er det virkelig nødvendigt for at fastholde folks opmærksomhed? Er deres ord ikke stærke nok i sig selv? I så fald er der måske noget galt med den journalistiske linje på radiostationen? For er det ikke journalistikkens opgave at gøre virkeligheden interessant, vedkommende og fængende ved at rapportere den præcis, som den er?

Det er i hvert fald den journalistiske skole, jeg er opdraget i. Hvis emnet, interviewpersonen og spørgeteknikken er på plads, så er der ikke behov for yderligere. Det er rigeligt stærkt i sig selv. Hvorfor lægge yderligere støj på?

Splittet fokus

Det fik mig til at reflektere over vores måde at bruge opmærksomheden på i dag, og jeg begyndte at lægge mærke til flere steder, hvor vi uden at stille spørgsmålstegn ved det har taget et splittet fokus af vores opmærksomhed ind i livet og gjort det til normen.

Det oplagte er naturligvis vores brug af smartphones samtidig med, at vi laver alt mulig andet. Eksempelvis kan jeg efterhånden dårligt føre en samtale med andre i mere end ti minutter, før de tager deres smartphone op af lommen for at tjekke den for beskeder og notifikationer. Hvis den da ikke ligger på bordet foran dem og forurener samtalen med sin blotte tilstedeværelse. De konstante lyde fra notifikationerne er også utroligt distraherende. Hvorfor slå vi dem ikke fra? Så vigtige er de vel heller ikke?

Et lignende eksempel er de håndværkere, der går og laver tag uden for mit vindue i disse dage. Jeg hører dem skrue og hamre i få minutter ad gangen, og så bliver der stille. Hver gang jeg tjekker, hvad de foretager sig i de stille perioder, så står de og kigger på deres smartphone. Jeg vil vove den påstand, at de bruger mere tid på det, end hvis de skulle ryge. Hvor meget tid bliver der reelt arbejdet i, og hvor effektiv er den tid i sidste ende, når de hele tiden lader sig afbryde af deres smartphones?

Altid flere ting

Det er også værd at nævne lydbøger som et eksempel. De er ekstremt populære, og det er på lydbøger, at konkurrencen på det litterære marked finder sted i øjeblikket. Det er næsten umuligt at sælge rigtige bøger trykt på papir efterhånden. Det er mestendels e-bøger og lydbøger, der sælger. Især lydbøger.

Det fortæller os noget om, at vi ikke længere kan nøjes med kun at foretage os én ting ad gangen. Vi kan ikke længere bare gå tur, køre bil, ordne have, ligge på sofaen eller lave mad. Vi skal have yderligere sanseinput oveni. Hvorfor?

Er det virkelig så svært at være til stede i livet, at vi har brug for at bedøve vores hjerne med yderligere sanseindtryk, så vi ikke er tvunget til at mærke os selv i den ene aktivitet, vi foretager os? Er det det, der er årsagen? Hvad er der blevet af bare at læse en bog og glemme tid og sted som et lille barn, der leger, fordi historien er velskrevet og stærk nok i sig selv?

Koncentrationen er væk

Hvad årsagen end er, så har vi efter min bedste overbevisning fået et udvandet fokus. Vi kan ikke længere nøjes med at foretage os én ting og have fuld opmærksomhed i den ene ting. Vi føler behov for at kombinere det, som vi foretager os, med noget andet. Vores sanser har brug for konstant input af en eller anden karakter, før vi kan udføre vores egentlige gerning — hvad den end er.

Vores evne til at koncentrere os er ganske enkelt gået fløjten. Hvis ikke vi hele tiden afbryder os selv i det, vi laver, så følger vi ikke normen. Men er det virkelig en norm, som vi har lyst til at følge? Er det den måde, vi udvikler os bedst på som mennesker?

Udvikling eller afvikling?

Jeg er ikke ekspert på området, men jeg frygter, at vi gør os selv en bjørnetjeneste ved at udvande vores fokus på den måde. Jeg har i hele mit liv kun erfaret, at personlig udvikling, opmærksomhedstræning og vedvarende opbygning af diverse evner kræver et uforbeholdent og koncentreret fokus igennem længere tid for at virke. Ellers sætter det sig aldrig rigtig fast i hverken bevidstheden eller nervesystemet.

Konsekvensen er, at vi ikke flytter os, selv om vi gør en indsats, for vores indsats er for fragmenteret til at sætte sig dybt i vores bevidsthed. Den kradser i overfladen, og det kommer der som regel ikke ret meget ud af. Vores oplysningsniveau synker da til laveste fællesnævner, og efterhånden som vi vænner os til denne måde at arbejde med vores opmærksomhed på, forsvinder vores evner til koncentreret tænkning helt.

Det er der potentielt katastrofale følger forbundet med, for uden den er det svært at forholde sig kritisk til omverdenenen — herunder den altafgørende udvikling af den, som det er vores ansvar finder sted. For uden udvikling har vi kun afviklingen tilbage, og hvem har lyst til at afvikle sig selv? Eller er det allerede der, vi er?

Død eller levende?

Hvorfor skriver jeg? Hvorfor bruger jeg al den tid på at prøve at formulere nogle sætninger på et stykke papir? Hvorfor vælger jeg et sådant liv? 

Svaret er, at det er det eneste sted, jeg for alvor føler mig i live. Alle andre steder føler jeg mig døende.

Det lyder lidt ekstremt, det ved jeg, men det er den grundfølelse, der er til stede inden i mig. I stort set alle livets sammenhænge føler jeg mig mere død end levende, men når jeg skriver, liver mit indre væsen op. Da føler jeg, at jeg er den, jeg skal være. 

Det er den eneste konstant, der rigtig har været i mit liv nogensinde. Denne gnist, der opstår som det mest naturlige i verden, hver gang jeg sætter pennespidsen mod papiret. Jeg ved, at jeg lever i det øjeblik. Ved at jeg ikke bare forsøger at overleve så godt som muligt, men at jeg rent faktisk lever lige dér. Så længe pennespidsen kradser i papirets fibre, er jeg i live og udfylder min rolle i fødekæden. 

Samspil

Når jeg lægger pennen fra mig, begynder jeg at dø langsomt. Livet handler pludselig om overlevelse, praktik, regninger. Om alt det der skaber forudsætningen for at kunne skrive. Det er mindst lige så vigtigt, og jeg anerkender det fuldt ud. Det giver mig blot ikke samme følelse af at leve. 

Forstå mig ret, livet rummer fantastiske stunder, som jeg elsker hvert sekund af. Selv de hårde stunder. De er med til at give mig grundlaget for at skrive. Uden dem ville jeg ikke have noget at skrive om. Jeg omfavner dem med glæde og taknemmelighed og bruger dem som afsæt til at få skrevet det, som jeg skal skrive. De kommer bare aldrig til at rumme samme følelse af at være levende.

At føle sig døende og levende er to sider af samme sag, og de har et indbyrdes samspil. Derfor har det også altid været vigtigt for mig at dykke ned i livet på så mange forskellige måder som muligt. At lære det at kende. Forstå dets dybder, muligheder og begrænsninger og finde min egen vej i det. Jeg har prøvet mange ting i mit liv som følge af den tankegang.

Livets konstant

Ikke desto mindre vender jeg altid tilbage til det at skrive, og det fortæller mig noget om livets konstant. Det sted hvor jeg føler mig levende lige meget hvad. Jeg tror, at vi alle skal finde livets konstant og forædle den til så højt et niveau som muligt. For mig er det at skrive. 

Livets konstant kan efter min bedste overbevisning kun være én ting. Den kan have flere relaterede ting knyttet til sig, men i sidste ende kan de allesammen koges ned til én ting. Den skal vi finde og formulere, og så skal vi bygge vores liv op omkring den.

Alle disse aktiviteter skal understøtte vores konstant og sikre, at den bliver bragt i spil. Gør de det, vil vores indre konstant smitte positivt af på dem. De vil blive en del af det at føle sig levende, og tilsammen vil det skabe en altafgørende synergi. Livets praktik bliver på den måde knyttet til vores konstant, der nu har mulighed for at vokse og nå et endnu højere niveau.

Men hvis vores overlevelsesaktiviteter ikke understøtter vores konstant, vil de få os til at føle os døende. Muligvis en langsom død, og muligvis en død på første klasse med alt betalt; men ikke desto mindre en følelse af død.

Jeg har mødt mennesker, som har alt og burde være lykkelige, men de har det forfærdeligt indeni og forstår ikke hvorfor. Jeg har også mødt mennesker, der nærmest intet har, men som er klar over livets konstant og dyrker den. De føler sig levende.

Mod 

Det kræver mod at finde sin konstant her i livet, men det kræver endnu større mod at gøre den til ankerpunkt for sin virkelighed. Der er en meget høj grad af selvovervindelse knyttet til den proces, for livets praktik kommer hele tiden på banen og udfordrer vores konstant. Vores opgave er da at holde fast i følelsen af at være levende — og ikke give efter for fristelsen til at være døende. 

Det er så nemt bare at gøre det, der får livet til at tikke rundt, og lade det blive ved det. Men nøglen til livet er at være modig og kompromisløs nok til at lade vores personlige konstant komme til udtryk på den ene eller anden måde. 

Min erfaring er, at alt andet i livet da retter ind efter det helt automatisk.